Akademiets forsideOpgaver til lektion 7 | Lektion 8

 

Backgammon Akademiet

Lektion 7:

Prime

 

Backgammon er et forhindringsløb, sagde Magriel. Ved at bygge punkter skaber vi forhindringer. Bygger vi dem tæt på hinanden, er de sværere at slippe forbi, end hvis de står spredt. Punkter ved siden af hinanden kalder vi for en prime, og er der mange punkter tæt på hinanden, får det stor indflydelse på spilleplanen.

I åbningen og langt ind i midtspillet konfronteres vi hele tiden med spørgsmålet om, hvorvidt vi skal løbe, hitte eller bygge. Af og til er det er spørgsmål om smag, hvilken spilleplan vi vælger – andre gange er det terningerne, der dikterer valget.

 

Figur 1

I lektion 6 om blitzen så vi på positionen vist i figur 1. Vi så, at hvis hvid ruller 63, kan hvid vælge mellem løbespillet (22/13) og blitzen (13/4*). De to træk er næsten lige gode.

Men nu ruller hvid 61. Det er selvfølgelig udelukket at løbe ud i et dobbeltskud med brikken på 22-punktet, da det vil give sort en masse kontrachancer, men kan hvid blitze? Hvid kan hitte med 10/4* og rykke en 1’er et eller andet sted på brættet. Hvis der ikke var andre muligheder ville det være et oplagt træk, men nu er primespillet 13/7 8/7 et godt alternativ.

I almindelighed (hvilket vil sige ofte, men ikke altid!) er forskellen mellem prime og blitz, at primespillet generer flere gevinster, mens blitzen generer flere gammons. I figur 1 er de ekstra gammons ikke nok til, at hvid skal vælge blitzen.  Oven i købet kan hvid vælge at gå tilbage til blitzen, hvis sort ikke med det samme får lavet et anker på sorts 4-punkt.

Det er ikke sådan, at en prime altid er bedre end en blitz eller et løbespil. Nogle gange vælger vi det ene, andre gange vælger vi det andet. Vi vil helst undgå træk, der forpligter for meget. Ved at have flere muligheder, er der større chance for, at vi kan bruge vores næste rul konstruktivt. I de fleste tilfælde er det terningerne, der træffer beslutningen for os. I figur 1 er primeplanen klart den bedste. Ruller hvid i stedet 63, kan hvid vælge mellem blitz og løbespil.

 

Figur 2

I figur 2 har hvid lavet sit barpunkt og sort har svaret med 32 og lavet sit 21-punkt og sit 11-punkt. Hvid ruller nu 53 og skal i gang med at spille primespillet.

Hvids plan er nu at blokere de 2 sorte brikker på 4-púnktet, bringe alle de øvrige brikker hjem og derfra vinde et løbespil. I figur 2 har hvid derfor ikke så mange valg. Skal planen lykkes, kan hvid ikke tillade sig at flytte nogle af de 11 brikker, der står bundet i primen foran sorts anker. Det vil også være forkert at opgive midtpunktet ved at spille 13/10 13/8, da det i så fald kan blive meget svært at få de to bageste brikker bragt i sikkerhed. Brikken på 22-punktet kan ikke rykke, så i realiteten er det kun 24/16 eneste mulighed.

Men kan det virkelig være rigtigt at flytte en brik ud i dobbeltskud på 16-punktet, når man er lidt foran i ræset og bare skal sørge for at løbe i sikkerhed? Det kan det godt! I et primespil betyder ræset ikke så meget, så at miste nogle pips forringer ikke den hvide stilling lige så meget, som det ville gøre at opgive midtpunktet eller bryde primen. Hvid har fået et rul, som ikke er specielt godt, og her gælder det om at finde det mindst ringe ryk.

I langt de fleste tilfælde er det rigtig sundt at holde fast på en prime, når først den er etableret. Normalt vil vi kun opgive en prime, hvis det sker til fordel for en bedre spilleplan. Det kan for eksempel være at skifte til et angrebsspil, hvis muligheden byder sig. Men vi opgiver ikke en prime uden at have en alternativ plan. Samtidig betaler vi gerne nogle pips for at holde fast i en prime. Det ser vi nærmere på i en senere lektion.

Hvids spilleplan i figur 2 er derfor forholdsvis enkel: De bageste brikker skal i sikkerhed, og på grund af primen kan hvid spille frit og prøve at samle nogle flere sorte brikker op undervejs for at øge muligheden for at vinde gammon. Hvid skal blot sørge for ikke selv at blive fanget bag en prime!

 

Figur 3


I figur 3 har hvid igen bygget en prime, og sort har en sårbar brik på 9-punktet. Hvid vil allerhelst ramme den løse sorte brik på 9-punktet. Lykkes det, vil hvid være klar til at skifte spilleplan og sætte alt ind på at sætte de to sorte brikker på baren og lukke sit bord. Hvid skal flytte 22 og hitter naturligvis den sorte brik på 9-punktet. Men hvad med de andre to 2’ere? Hvid står lidt udsat med de bageste brikker. Skal hvid lave et anker på 22-punktet? Det ser stærkt ud. Men nej, hvid skal spille 13/9*(2). En 6-prime er så stærk, at man næsten altid vil vælge primespillet. Så må man bekymre sig om resten af brikkerne bagefter.

 

Figur 4

I figur 4 skal hvid skal rykke 52. Hvid kan lave 4-punktet. 4-punktet anses normalt for at være det næstvigtigste punkt på brættet. Kan vi bygge det samtidig med, at det kun efterlader 4 indirekte skud (61 og 62), vil vi normalt gøre det uden tøven. Det vil bringe os et vigtigt skridt videre mod en close-out og en gammon.

Men ikke her. 6-primen er vores vigtigste våben, så vi løber bare med 22/15. Det vinder færre gammons, men vinder langt flere spil.

 

Figur 5

Hvid er løbet med 22/15 og sort skal spille 32. Hvad er nu den rigtige plan for sort?

Når sort spiller mod et primespil gælder det om at komme frem til kanten af primen og få etableret et anker (eftersom det ikke kan lade sig gøre at stikke af, så længe hvid er har 6-prime). Så sort spiller 24/21 23/21.

Et alternativ kunne være at hitte den løse hvid brik med 13/10 og flytte en brik frem foran primen med 23/21 i håb om at lave punktet bagefter. Det holder to planer åbne, og vi har tidligere set, at det kan være en rigtig god taktik. Men ikke her. Ganske vist kan sort håbe på at ”modprime” hvid, men der er ikke stor chance for, at det går godt. Og laver sort ikke ankeret nu, er der en risiko for, at det aldrig vil lykkes. Sort kan vælge mellem en fugl i hånden eller to på taget. I det lys er valget klart. Sort skal etablere ankeret på 21-punktet først og kan efterfølgende prøve at angribe og holde på de to løse hvide brikker.

 

Figur 6

I figur 6 har sort kun én brik fanget bag primen, så her behøver hvid ikke bekymre sig om et at sort anker. Hvid skal her alene sørge for at rulle primen frem. Det foregår ved at slotte foran primen og derefter dække slottet. I figur 6 vil enhver 2'er bliver spillet 6/4, uanset om der står en sort brik på punktet eller ej. Hvid er ikke bange for at blive hittet; der er jo ikke noget, der kan holde på hvids brikker i sorts hjemland.

Men hvad med 5'eren? Hvid kan  lave punktet direkte med 9/4, men det giver sort chancen for at stikke af med 62, så det er udelukket. Hvid må stadig ikke opgive sin 6-prime. Hvis blottet på 4-punktet ikke bliver hittet, kan hvid efterfølgende bruge sine brikker på 10- og 6-punkterne til at dække med. Så hvid spiller derfor bare 20/25 6/4.

Når primen er rullet helt frem, vil hvid have lukket sit bord, lukket sort ude og vinde partiet (dvs. i 90 % af gangene, og det er rigeligt).

 

Figur 7

Hvis hvid endnu ikke har lavet sin 6-prime, kan det i nogle situationer være risikabelt at slotte foran primen. I stedet kan det rigtigt at slotte bag primen.

I figur 7 skal hvid rykke 64 og kan slotte på 4-punktet med 14/4. Det er den hurtigste vej til at få lukket bordet, men det giver sort for mange chancer for at slippe væk. I stedet skal hvid dække brikken på 9-punktet med 15/9 for at etablere en 5-prime og slotte på 10-punktet med 14/10.

 

 Figur 8

I figur 8 ser vi positionen efter rykket. Hvid kan næste gang dække med 3'ere, 7'ere og 11'ere, i alt 19 numre. Der er ikke andre måder at spille 64 på, som giver lige så mange muligheder for at lave 10-punktet efterfølgende.

Men der er en risiko. Sort kan rulle 63 og pludselig være favorit til at vinde en gammon. I figur 7 er det rigtigt, at hvid løber den (lille) risiko. Men havde sort haft et punkt mere i eget bord (dvs. et 3-punkts bord), ville det have været for risikabelt for hvid at slotte på 10-punktet.

Spilføringen med at slotte foran en 6-prime er næsten altid korrekt. Af og til er det dog bedre at slotte bag en 4- eller 5-prime, hvis omstændighederne er til det.

 

Opsummering

At fange én eller flere fjendtlige brikker bag en prime er en spilleplan med store gevinstchancer. Vi vil holde fast i primen for næsten enhver pris, også selv om det indebærer at miste nogle pips i ræset. Har vi en 6-prime, ruller vi den fremad ved at slotte foran primen. Vi udbygger en mindre prime ved at slotte bag ved primen. Med en prime kan vi ofte spille frit og stille brikkerne, hvor vi ønsker det.

 

læs mere

  • Walter Trice: "Backgammon Boot Camp", kap. 2: Prime And The Closeout
  • Bille Robertie: "501 Essentiel Backgammon Problems", kap. 12: Priming Games

 

Akademiets forsideOpgaver til lektion 7 | Lektion 8

DBgF.dk – Backgammon.dk – Dansk Backgammon Forbund